Ellemann drømmer om politik uden teflon

Jakob Ellemann-Jensen ved præcis, hvordan det er som formand at få gode og dårlige råd i offentligheden fra nuværende og tidligere topfolk i sit parti, mens man forsøger at udstikke en retning.

Det var medvirkende til, at han blev alvorligt syg med stress og forlod dansk politik.

Timingen for dette interview er derfor også interessant.

Mens den tidligere Venstre-formand tirsdag sidder i en lænestol på et forlag og fortæller om sin nye bog "Udvalgte Kolbøtter", indløber en invitation fra Venstre om, at hans efterfølger skal holde pressemøde om en ny regering.

En situation, som eksformanden ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig at stå i, knap to måneder efter valget 24. marts.

Han havde planlagt udgivelsen langt forbi en regeringsdannelse - men i 2026 sætter dansk politik helt nye standarder for, hvor længe man må forhandle om en ny regering.

Ingen knive
Efterfølgeren Troels Lund Poulsen, som i bogen i øvrigt beskrives som "en uforlignelig satan" i politiske forhandlinger, skal dog intet frygte.

Jakob Ellemann-Jensen har forladt dansk politik. Han kaster ingen knive mod den nuværende ledelse i Venstre.

- Det tilkommer ikke mig at bedømme. Altså, jeg forstår godt, at det er en god historie at få mig til at mene noget om politikken i dag. Det kommer jeg ikke til, siger han i forskellige varianter til en del spørgsmål.

Og på den vis bekræfter Jakob Ellemann-Jensen billedet af den loyale mand i et parti, som han i øvrigt stadig er medlem af, selv om partiet på en række punkter har rykket sig i en noget anden retning, end den han forsøgte at sætte.

- Som en af de få politikere, der stopper, har jeg hverken meldt mig ud af mit parti eller stiftet mit eget, konstaterer han med et ellemannsk glimt i øjet.

I Uffes ånd
Jakob Ellemann-Jensen ville genskabe Venstre som liberalt parti i den ånd, som hans far, Uffe Ellemann-Jensen, i 1980'erne og 1990'erne styrede "Danmarks Liberale Parti".

Det lykkedes ikke.

Efter en længere sygemelding i 2023 vendte den tidligere formand tilbage med en ambition om for alvor at få drejet partiet i en liberal retning, og han tog kampen for den CO2-afgift, som Venstre ifølge Ellemann skulle med på, men som skabte vrede og stor modstand i baglandet.

- Troels (Lund Poulsen, red.) og Stephanie (Lose, red.) havde taget stafetten, mens jeg var væk. Det skylder jeg dem en kæmpestor tak for. Det var fantastisk. De tog vare på Venstre på den måde, som de fandt rigtig, og den var der en større appetit på, end den måde jeg fandt rigtig, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Ellemann havde store ambitioner og stillede tilsvarende store krav til sig selv. Drømme, som ganske få af de færreste får mulighed for at indfri.

Nemlig den, at han personligt ville modbevise ordene i den ikoniske spiseseddel fra Ekstra Bladet i 1998 med faren om, at "Ellemann aldrig bliver statsminister", som han refererer den i bogen

- Jo, jeg gør, sagde han til sig selv, da han læste avisspisesedlen.

En høj pris
Da han senere i 2010 fortalte sine forældre om beslutningen om at stille op for Venstre, blev han mødt af bekymring fra de gamle.

- Du kommer til at slå dig på det, sagde hans mor Alice Vestergaard, tidligere vært på TV Avisen og chefredaktør på Søndags-B.T.

Hans automatreaktion var dengang, at "hun tog fejl". Men erkendelsen kom senere.

Politik kom med en høj pris for Ellemann og hans familie.

- Mange af mine kolleger, mange af mine tidligere kolleger, de har den der evne til at lade det prelle af, og det er en fantastisk evne. Det er også en nødvendig evne. Men jeg har ikke en privat-Jakob og en politiker-Jakob. Der er kun én, og det rammer ham.

Den tidligere Venstre-formand beskriver i bogen et politisk miljø, hvor lederen dikterer retningen, mens hans egne erfaringer fra det private erhvervsliv med inddragende ledelse - som Venstre måske nok efterspurgte - ikke var vejen frem.

Der er ikke tid og plads til, at en partiformand lytter og inddrager for meget, slutter han og stiller spørgsmålet:

- Har vi så et repræsentativt demokrati, hvis det kræver, at du har en særlig grad af teflon på kroppen for at kunne være i toppolitik på det her niveau?