Var Athen i krise på Isokrates’ tid, gjaldt det i ekstrem grad England i 1644, da hele landet lå i borgerkrig på alle fronter, ydre som indre, religiøst, politisk og etnisk, og intolerancen i denne religionskrigenes tidsalder i Europa rasede med bål og brand og censur mod ’de andre’, de anderledes tænkende og troende. Da Miltons eget parti, puritanerne, havde fået magten i det engelske parlament, greb også de til den bogcensur, som de så længe selv havde lidt fra konge- og kirkemagtens side. Da er det, at Milton skrider til et velargumenteret og i samtiden unikt angreb på selve censuren – 50 år før dens ophævelse i England og 200 år førend i Danmark.

Et af omfang lille, men i historisk betydning vidtrækkende skrift, der hører hjemme i den tidligste fase af Oplysningen.

John Milton, engelsk digter (1608-74), mest berømt for sit store epos ’Paradise Lost’ (1667; da. ’Det tabte paradis’, 2008), digtet over Bibelens syndefaldsmyte, hos Milton en allegori om Gud og Satan i kamp om menneskets sjæl, om dets syndighed og anger og mulighed for tilgivelse.

Hertil indbød Miltons dramatiske tidsalder med dens krig på sjæl og legeme om såvel den rette tro som den rette styreform: borgerkrigen mellem puritanere og statskirke, parlament og kongemagt og mellem englændere, skotter og irere. Milton tog aktivt del heri, idet han, den lærde puritaner og republikaner, udgav en række skrifter mod konge- og bispemagt, foruden værker om sit folks historie, om opdragelse og retten til skilsmisse. I 1644 trodsede han tillige den af sine egne genindførte censur ved at udsende skriftet ’Areopagitica’, et historisk forsvar for trykkefriheden. Milton endte sine dage som fuldstændig blind, men havde således tidligt og klart set, hvad der var og er den ufravigelige betingelse for et samfund, der bygger på viden og fri udveksling af synspunkter.

"Giv mig frem for alle andre friheder friheden til at vide, til at ytre mig og til frit at argumentere efter min samvittighed." (Fra ’Areopagitica’).