Tarald havde et godt øje til sin kusine Sunniva og på grund af den onde arv kunne forholdet mellem blive skæbnesvangert. Serien Isfolket er en gribende krønike om kærlighed og overnaturlige kræfter og ikke mindst om kampen mellem det gode og det onde. BOGRUMMET giver 5 ud af 5 stjerner og skriver: 20 år er gået siden Sols tragiske død og hendes datter Sunniva er i mellemtiden vokset op hos Dag og Liv, der heller ikke har holdt tilbage og nu har sønnen Tarald og datteren Cecilie. Der er gode tider på Lindealléen og Gråstensholm og selv Are finder sin mage. Silje og Tengel er efterhånden godt oppe i årene. Tengel er udmattet efter mange års tjeneste hos sognets syge og Silje hærges af gigten. Silje har taget en slags tjenestepige ind. Lille Yrja, som fra fødslen er misdannet i sin krop, men er god som dagen er lang. Yrja vokser op med Cecilie, Tarald og Sunniva som legekammerater og forelsker sig dødeligt i Tarald, som desværre kun har øjne for en anden. Cecilie får tilbudt et arbejde som barnepige for kong Christians uægte børn med Kirsten Munk og tager glad af sted med sin families velsignelser. Livet som barnepige for kongebørnene er dog ikke så nemt, om end hun er vellidt af mange, men heldigvis gør hun et bekendtskab der gør jobbet udholdeligt. I Norge er det hele desværre under forandring. Pesten gør sit indtog og selvom Tengel ikke vil være ved det, er han nødt til at hjælpe hvor han kan og med sig medbringer han sit intelligente barnebarn Tarjei og tjenestepigen Yrja. Jeg skulle lige vende mig til at der er gået så lang tid siden sidste bog og at Silje og Tengel er nået op i en høj alder. Tengel er 73 år gammel og Silje 57, så det er ikke så meget af deres historie der er i fokus i denne bog. Den er dog alligevel spændende fordi man følger slægten som de sidste bøger gjorde så elskelige.