Dens nære sammenhæng med situlogien, som er en anden af hans selvopfundne teorier, er aldrig blevet beskrevet.
    
Jørn Erslev Andersen går tæt på triolektikken og situlogien i Jorns kunstpolitiske tænkning i de vigtige år fra 1960 til 1968. Fra de sindrige teorier og polemikker mod videnskabsfilosofi i Naturens orden og Alfa og omega til opgøret med den antropologiske strukturalisme i det tungerækkende pragtværk La langue verte et la cuite.