kunstnerkolleger søgte Wiinblad ikke det enkle udtryk. Han var ingen fortaler for modernismen – tværtimod. Hans ting kunne ikke blive overlæssede nok og han elskede orientens svungne linjer, kvinder med mandeløjne, farver og krusseduller. I bogen følger vi Wiinblad fra han slår igennem i 1945 på et lille galleri i København og frem til hans alderdom i Det Blå Hus i Lyngby nord for København. Vi hører om hans opgaver for balletten, teatret, for porcelænsfabrikken Rosenthal i Sydtyskland, om hans kæmpe gobeliner til et storcenter i Dallas, USA og om hans folkelige udbredelse, der ofte var en torn i øjet på kultureliten. Wiinblad tjente mange penge – rigtig mange penge. Pengene brugte han til at have det sjovt og glæde sig selv og sine venner. Han havde adskillige boliger i både Danmark, Schweiz, Spanien og Tyskland.