til sin veninde, Carmilla, op igennem deres barndom og ungdom. Carmilla døde, da de begge kun var 18 år gamle, og Deborah har lige siden følt sig skyldig i sin venindes død. Nu, næsten 30 år senere, vil hun endelig tage skridtet og prøve at få bearbejdet sin fortid og måske derved få forløst sin nutid. Hun har aldrig fuldstændig forstået det mystiske forhold, som hun havde til sin veninde dengang, og hun har heller aldrig haft mod til virkelig at prøve at forstå det. Da hun nu i sin coronafremkaldte ensomhed går i gang med forberedelserne til sin autofiktive roman om forholdet til Carmilla, viser det sig også hurtigt, at processen tvinger hende til at se ting i øjnene, som alvorligt udfordrer hendes selvbillede.