der elsker solskin, som fanges i mørket, men genfinder lyset i månen. Digte om at have overlevet mange gange og efterhånden opleve, at det er en kunst at dø. Tankestreger formes i takt med en slange, der snor sig gennem ens hjerneceller, indtil de dukker op i virkeligheden. Det er svært at blive voksen, vejen er smertefuld og lang; man føler sig grim indvendigt, sjælen er fanget i kroppen, men den vil gerne ud og lyse mere end stjernerne. Denne digtsamling er en smuk, hård og kropslig oplevelse, som skal føles og mærkes.