2021.     

Da kong coronas stormtropper gik over grænsen, gik Claus Ankersen til modangreb. Med pennen som vidne og våben, har han fanget, spiddet og isprogsat verdens gang og det skift i virkelighed og tid som virussen igangsatte og som er blevet til en permanent undtagelsestilstand.     

Med samlingens digte, tages læseren med ind gennem skærmene til den nye virkelighed, hvor fiktion er blevet hyperrealitet og verden er blevet fiktion, hvor uligheden tordner i vejret og et maskespil, hvor nogle masker falder, mens andre bliver påbudt, hvor smittetallene stiger og tiden spiller os alle sammen et puds.      “Time efter time bliver vi suget længere ind i fiktionen,” fastslår Ankersen i et af samlingens digte, som spidder tidsånd, strømninger og sindelag med sprogligt overskud og opfindsomhed.  

Samlingen sætter ord på ’disse coronatider’  

Begrebet ’det covidcæne’ er således opfundet af forfatteren til at beskrive det absolutte skift som skete i takt med virussens sejrsgang. Bogen kan læses som en kronologisk bevægelse gennem år 1 i det covidcæne – coronaens tidsalder, eller som nedslag i samtid som synes stadig mere surrealistisk, hvor alle tendenser og strømninger forstærkes og alle proportioner forvrænges; hvor ulighed og autokrati vokser eksplosivt, hvor det sociale møde afløses af det digitale, og hvor den mellemmenneskelige solidaritet og fællesskabsfølelse endeligt afmonteres.  

Om forfatteren  

Claus Ankersen er internationalt anerkendt som systemkritisk og sprogfornyende forfatter. Han bliver ofte sammenlignet med Allan Ginsberg og beatgenerationens digtere. Senest blev forfatterens boglange digt, Det syngende hjertes triumf, sammenlignet med profeten Nostradamus’ samlede værker.