En af de ting, Levi i denne bog bærer vidnesbyrd om, er den overlevendes moralske byrde som overlevende. Et element af denne overvejelse er ofrenes mulige medansvar for det frygtelige, der skete. I lejren var der ikke blot ofre og forfølgere men en stor gråzone, hvor medfanger også medvirkede i de forbrydelser, som blev begået. Levi diskuterer ligeledes de bagvedliggende mekanismer, som bl.a. resulterede i, at nazisterne satte jøder til at administrere gaskamre og krematorier.

Et andet element er de smertefulde åg, der er forbundet med at have overlevet. De indsatte i udryddelseslejren blev frarøvet deres skæbne og blev reduceret til dyr, men efterfølgende bliver bevidstheden om at have overlevet på en andens bekostning en del af deres fortsatte eksistens. Levi analyserer bl.a. den overlevendes behov for at retfærdiggøre sin eksistens og skammen over at være den, der overlevede, mens de fleste døde.