Bogen er blevet til på grundlag af forfatterens tidligere Platon og Sokrates fra 2012, som for første gang undersøgte Platons forhold til Sokrates ud fra Platons egne værker og kom til det resultat, at Platon ikke som antaget var en beundrende discipel af Sokrates, men tidligt brød med ham.     Bogens tese er blevet opstrammet med henblik på at skulle forsvares for den filosofiske doktorgrad. Bogen er naturligvis blevet gennemredigeret, noget stof er blevet fjernet, medens nyt er blevet tilføjet, og den er i realiteten en helt ny bog.         Som nævnt havde forfatteren håbet at få mulighed for at forsvare sin tese offentligt, men denne mulighed er blevet ham nægtet på grundlag af en faglig bedømmelse af Professor Hans-Jørgen Schanz. — Nu repræsenterer Schanz tilfældigvis selv netop den fortolkningstradition, der er angrebsmålet for afhandlingen, og da Schanz efter forfatterens mening ikke har tilstrækkeligt, for ikke at sige intet grundlag for sin afvisning, og da der ikke gives nogen ankemulighed, har forfatteren fundet det sagligt velanbragt at tilføje den faglige bedømmelse til afhandlingen sammen med sine egne kommentarer.     Anden og sidste del af projektet Platon i hans udvikling er i mellemtiden udkommet med titlen Platon og „Den evige filosofi, og dette tobindsværk udgør dermed den mest omfattende fremstilling af Platon, der foreligger på dansk.