I denne bog præsenteres en række principielle og praktiske overvejelser over, hvorledes mødet mellem kristne og muslimer bliver frugtbart. Hovedtesen er, at hvis dialogen mellem kristne og muslimer skal blive meningsfuld, må den begynde i praksis. Forfatteren bygger på erfaringerne fra Afrika, hvor der, i modsætning til Europa, er en lang tradition for sameksistens i kristen-muslimske samfund som for eksempel Tanzania og Nigeria. Skønt den teologiske synsvinkel står centralt, inddrager Diapraksis og dialog også den samfundsvidenskabelige forsknings resultater i en forståelse af forholdet mellem samfundsudvikling og religiøs identitet. Samtidig peger den på veje fremad mod en fornuftig sameksistens mellem kristne og muslimer. Som praktiske eksempler på dialog og diapraksis afsluttes bogen med en række refleksioner over Bibel og Koran, der fremhæver nogle af de grundlæggende værider og synsvinkler, kristendom og islam har tilfælles.