Bogens hovedperson, Astrid, er mor til tre halvstore børn og præst.

»Gud er kærlig, alkærlig, men svag. Den der elsker mest, er den svageste part,« tænker hun næsten som på forhånd, for det er først i det følgende halvår denne tanke får direkte indflydelse på hendes liv.

 

Hjemmelivet med Mads og de tre børn er godt, næsten lykkeligt. Det første chok i familiens dagligdag kommer, da den 15-årige Kirsten bliver gravid, og næsten samtidig viser det sig, at den sportstrænede Mads har en plet på lungen. Han bliver opereret. En uhyggelig »parentes« i deres gode liv er overstået.

Astrid realiserer sin lange betagelse af organisten Ulrik i et erotisk forhold i de samme måneder, hvor manden – mod forventning – bliver sygere. Efter hans død er Astrids anger voldsom, næsten uoverkommelig. Det bliver ikke lettere at være menneske efter man holdt op med at tro på Guds almagt – det bliver hverken sværere eller lettere.

Er det sådan vi kan bruge Guds afmagt? Elske kærligheden og det gode for dets svagheds skyld?