slippe væk. Og hvis forelskelsen fik alt til at forbinde sig til X, kunne jeg i det mindste bruge ham som noget, jeg tænkte med. Kunne jeg i det mindste bruge ham til at generere tekst. Forelskelsen ville give siderne en struktur. Mit materiale ville ordne sig omkring en midte. En cirkel af tekst med et fravær som centrum. På den måde fik jeg carte blanche til at skrive om hvad som helst, jeg kunne skrive hvad som helst, tematikkerne ville ikke kunne undgå at række ud efter X.”