Kvinden på gulvet havde kort forinden været askeblond. Det kunne man ikke se nu. Hovedet var skilt fra kroppen, og det halvlange hår havde filtret sig ind i trævlerne omkring den overskårne hals. Baghovedet var desuden knust. De døde, vidt åbne øjne stirrede ligesom forbavset mod Hanne Wilhelmsen, som om kriminalinspektøren var en højst uventet gæst. Ilden brændte stadig i pejsen. Lave flammer slikkede mod en sortsvedet bagvæg, og det sparsomme lys nåede ikke ret langt ud. Efter at strømmen var gået og nattemørket trykkede sig mod vinduerne som en nysgerrig tilskuer, følte Hanne Wilhelmsen et behov for at lægge mere brænde på. I stedet tændte hun en Maglite. Strålen søgte hen over liget. Kvindens hoved og krop var ganske vist skilt fra hinanden, men afstanden imellem dem var så lille at halshugningen måtte være sket, mens kvinden lå på gulvet. Synd for det isbjørneskind, mumlede kriminalbetjent Erik Henriksen.