Det er en næsten umulig tanke for mennesker født og opvokset i den frie verden at forestille sig livet i det forhenværende Sovjetunionen. Og endnu mere umuligt at sætte sig ind i, hvordan det var at være jøde i det kommunistiske og paranoide samfund. Hvor al religiøs aktivitet var bandlyst, hvor det at være jøde blev noteret på fødselsattesten under ’nationalitet’, og hvor systemet opererede med ”jødeprocenter” for at begrænse jøders muligheder for uddannelse, arbejde og indflydelse.

Violinisten Ludmila Spektor er jøde og levede, til hun var 26 år, i Kiev, hovedstaden i Ukraine – den mest antisemitiske af Sovjetunionens republikker. I Emigrant på livstid fortæller hun historien om at være fremmed i sit eget land, at fornægte sin egen kultur og være forhadt blot på grund af sit efternavn og udseende. Det er også historien om at vokse op i skyggen af 2. verdenskrig og at have massakren på Kievs jøder ved Babij Jar som en del af sin arv.

I 1978 flygtede Ludmila Spektor med sin mand og lille datter fra Ukraine. Hun fortæller vittigt og gribende om mødet med Vesten og om sit nye liv som indvandrer i Danmark. De sovjetiske jøder, der kom til Danmark, har levet det meste af deres voksenliv her, uden at deres historier er blevet fortalt. Derfor er Ludmilas stemme ikke bare en bevægende livsfortælling, men et vigtigt bidrag til den dansk-jødiske historie.