og betragtninger om tidstypiske forhold. Med et farverigt persongalleri skildres livet i den lille by. Her fortælles om familie, naboer, venner og tjenestepiger – og mange andre skikkelser fra Sæby og omegn. Og om datidens traditioner, moralkodeks, klasseforskelle og en række historiske hændelser.

Et kostskoleophold i Haslev, frivilligt arbejde i en sommerlejr i USA og tiden som soldat i Viborg former hans ungdomsliv, og i bogen følger vi hans liv fra at være en nysgerrig og opmærksom dreng, til han uddannes som lærer i Hjørring.

„Jeg har i det meste af mit liv (...) været fluen på væggen, der har set, hørt og sanset alt omkring mig og taget det ind (...) Mit liv har haft flere skift og mange spor. Det lyse sind, som jeg har arvet efter min mor, har været min ballast og givet mig både inspiration og overskud, blandt andet til at skrive disse erindringer, som med vilje slutter i 1965, hvor voksenlivet for alvor begyndte,” forklarer Gunnar Terje Lysemose.

Fra nyere tid skildres desuden en række rejser, som alle har sat sig dybe spor i forfatteren. For Gunnar Terje Lysemose har vandret i naturen, siden han var helt ung. Som 61-årig nåede han sit hidtil højeste punkt: Mera Peak i Nepal, 6.461 meter over havet. Norge er dog det land, han til dato har rejst mest i: Mere end 100 ture med vandring og på ski i de norske fjelde er det blevet til.

„Jeg har aldrig været bange for at være alene eller at fare vild, hverken i en storby som New York, London eller den gamle bydel i Katmandu uden gadelys – eller alene i fjeldet. Det lyder sikkert mærkeligt, at man kan nyde den særlige intensitet, der opstår, når man er blevet klar over, at man er faret vild. I dag vil man sige, at det er et udtryk for ungdommeligt overmod. Ungdommen tror, den er uovervindelig og udødelig. Det har været denne følelse, der har karakteriseret mig i mine unge dage og langt op i årene og givet mig oplevelser, som jeg ikke ville være foruden. ‘Ene gør stærk’ er en talemåde ikke alle vil eller kan bifalde! Man kan også tilføje, at uden selvværd og selvtillid kan man ikke give eller bidrage med noget til andre,” konkluderer Gunnar Terje Lysemose.