Man spørger sig selv, om en bog, hvor handlingen foregår for over 50 år siden, har noget at sige unge i dag?    

Ja, det har den!    

Der er temaer, som er universelle, og der er egenskaber, som til enhver tid kræves for at træde sikkert ind og gennem ungdommen.    

Mod er et af dem: at turde elske. At turde tro på, man selv er værd at elske, at tage sig mod til at spørge, at lære at få mod til at sige til og fra. Alle unge har behov for at have en troværdig voksen at spejle sig i under dannelsen af sin egen karakter. Det dejlige er, at det ikke behøver at være en forælder … Den er desuden også en hyldest til faglærepladser med mester, svende, lærlinge og kunder.    

Fortælleren får meget af sin livslæring og introduktion til det sociale liv via disse kolleger – foruden sin faglige stolthed og uddannelse.    

Bogen er for unge og for folk, der arbejder med unge på egne ben. Køb den også til lærepladser, fagskoler, ungdomsklubber, og drøft med hinanden. 

(Birthe Stahmer Humlum)         

”Okay, vi kan aftale at holde vores kæft begge to!”    

”Så siger vi det, og hvis du gør det igen, siger jeg det til din datter! Vi har jo før set dig køre gade op og gade ned for at se på damer, eller hvad du nu var ude at se på. Så det ved hun om sin far i forvejen.”    

Skuldrene sank, og han gik uden at sige mere.    

Hvordan jeg cyklede hjem, husker jeg ikke. Det var først, da jeg lå på min skibsbriks, at det gik op for mig, hvilken truende situation jeg havde været i. Sikke en far! Jeg har ondt af min skoleveninde, for han holder da sikkert ikke op med at være hendes mor utro. Det tror jeg ikke på.    

Da jeg var yngre, troede jeg, at det kun var mig, der havde sådan et liv, men jo ældre jeg er blevet, jo mere kan jeg se, at mange andre ikke har det bedre end mig, men på forskellige måder.    

Livet er noget møg, indimellem gider jeg det snart ikke mere.    

Jeg skal om til min veninde, inden jeg helt taber humøret.