ikke hans konstante krav om mad og omsorg. Hun magter ikke at rydde op i lejligheden, hvor alting flyder. Hun magter ikke sin mor, der taler om livet og kærligheden og drikker sig fuld i stedet for at agere babysitter. Hun må bære ungen ind i et andet værelse og skrue op for musikken for at få fred. Når Jan er hjemme, lukker han døren til sit arbejdsværelse. Han er forfatter og har brug for arbejdsro. Ovenpå bor en ældre mand. Lejlighederne er ens, og der er lydt. Laura følger hans slæbende skridt, ved, hvornår han står op, og hvor længe han er i bad. Han stamper i gulvet eller råber ind gennem brev-sprækken, når musikken er for høj. Selv om hun prøver at undgå det, støder hun alligevel ind i ham indimellem. Han dikker barnet og synes, det er en skøn lille dreng. Pressen skriver:  "Det er en utrolig sikker og velskrevet debut. Mere af den slags tak!" – Per Krogh Hansen, Berlingske Tidende "Det er scener som denne, der gør Laura sammensat og troværdig som hovedperson, og som gør hendes kærlighedshistorie vedkommende og dybt rørende." – Helle Juhl Lassen, Information "Kamilla Hega Holsts mest åbenlyse talent ligger i hendes måde at skabe en intrikat sammenhæng mellem fortællingens nedbarberede råhed og sprogets nøgterne insisteren på at være antiæstetisk. Vi lindres ikke med bløde metaforer og sproglige fiksfakserier; ordene på siderne rammer lige så hårdt som romanens regn på Nørrebrogade." – Katrine Sommer Boysen, Jyllands-Posten ”Med EN KÆRLIGHEDSHISTORIE skriver Kamilla Hega Holst håb og styrke ind i trøstesløsheden.” - Lise Garsdal, Politiken