således at hendes tanker og følelser omkring hendes mands sygdomsforløb og død løfter sig op over og ud af de helt private rammer og bliver almene udtryk for dybe, fælles erfaringer.

Hvert nedslag består af en slags haiku, den ultrakorte japanske poesiform, og en prosatekst på nøjagtig 100 ord. Det kan lyde som en spændetrøje, men det bliver til en tryg og fast ramme for at udtrykke tanker og følelser uden forbehold og uden lange forklaringer.

Teksterne går lige til kernen og vil tale direkte til andre, der har oplevet en miste en, der stod dem meget nær. Der er fællesskab i sorgen, og der er håb om heling i at se en anden efterladt rejse sig og pege fremad, også selv om tiden ikke læger alle sår.