det i min optik har haft nogle konsekvenser, som især børn og unge, og dermed os alle står i halsen til her i det 22. århundrede.

Det er på høje tid, at vi trækker meget hårdt og resolut i nødbremsen. Nøjagtig som vi også langt om længe forsøger at gøre i en verden præget af triste klimaforandringer, farvet af det grumsede pandemi-kølvand, og hvor man nu også i Europa kriges med grufuld ondskab.

Alle disse vilkår lige er vi nødt til at samle op på den helt store måde nu. Børnene, forældrene og familierne kan ikke klare længere arbejdstid, mere effektivisering, højere tempo, dårligere normering, individualisering, psykologisering og digitalisering.

Vi er ikke skabt til at accelerere i det tempo vi gør, og i de strukturer, vilkår og systemer vi er landet i. Vi har brugt ressourcer på at holde mælkebøtterne nede, men vi skal have dem op med roden nu.