og sundhedsfremme har som mål at forbedre befolkningens sundhed. I omsorgens navn forsøger myndighederne at påvirke borgerne til en bestemt sundhedsfremmende adfærd, ofte på områder, som sædvanligvis betragtes som folks privatliv.
Helbredsundersøgelser, oplysningskampagner og tiltag for at forhindre smitsomme sygdomme som tuberkulose og AIDS er eksempler på myndighedernes styring.
Bogen undersøger de argumenter, politikere og myndigheder har benyttet for at begrunde deres indgreb. Den gør op med en udbredt forestilling om, at myndigheder og politikere i Danmark er mindre tilbøjelige til at gribe ind i befolkningens adfærd end i Sverige. I begge lande er politikernes styringsambitioner i folkesundhedspolitikken vokset i løbet af 1900-tallet, både når det gælder intensitet og bredde.