Hill. Digte fra 1959 til slutningen af 1970’erne indgår i bogen, og der er tale om digte i den kernemodernistiske tradition. Hill er berygtet for at være svær, og han er svær. Sproget er yderst fortættet, delvist vredet af led og delvist af næsten sangbar skønhed, og der er krævende, lærde henvisninger til historie, filosofi, teologi og mytologi og til halvt forglemte litterære, politiske og religiøse skikkelser.