Orla S. Johansen (1910 – 1992) skriver om sine erfaringer som børnehjemsbarn

fordi min tid som børnehjemsdreng er så lang, at jeg kunne komme i Guiness' Rekordbog.

fordi der af andre er skrevet om dårlige - især kristelige - børnehjem, mens dette bliver om et godt og alligevel kristeligt børnehjem.

Børnehjemmet, som det handler om, er Esbjerg Børnehjem, tiden er fra 1915-16 og fremover. Bogen handler om børnehjemsbarnet, som fik en opvækst, han senere er taknemmelig for, og som, temmelig usædvanligt, fik universitetsuddannelse med efterfølgende 39 år som præst. Læseren vil bl.a. se, at borgerskabet i datidens Esbjerg spiller en væsentlig og positiv rolle i historien.

Beretningen om Orla S. Johansens tid på Esbjerg Børnehjem og efterfølgende virksomhed som præst i Vejerslev er udgivet af forfatterens fem børn i fællesskab. Begrundelsen for at udgive den er i overensstemmelse med forfatterens begrundelse for at skrive den. Det er en historie om ansvar og engagement, en hverdagshistorie om mennesker på godt og ondt, men mest på godt. Det er et tidsbillede, som måske på nogle områder kan være et korrektiv til vores opfattelse af både børnehjem og præster.