Civilbefolkninger er til alle tider flygtet fra krigens rædsler. Da krigen på østfronten i 1944-45 bevægede sig ind på tysk område, flygtede den tyske civilbefolkning vestpå af frygt for russernes hævntogt. 

De første flygtninge kom til Danmark den 11. februar 1945, da skibet Wartheland, som det første af en lang række skibe, anløb Frihavnen i København med cirka 1.500 sårede, syge og døende tyske soldater til lazaretophold. I tusindvis af tyske begravelser fandt nu sted over hele landet, især i – og i nærheden af de danske havnebyer, som skibene anløb med deres last af syge, sårede og døende flygtninge. I et stort antal bukkede spædbørn under. 

I perioden fra februar til befrielsen den 5. maj 1945, døde 4.132 tyske børn, og fra 6. maj til 30. juni døde yderligere 2.408, altså 6.540 dødsfald blandt børn i en periode på blot 4-5 måneder. Ved brug af samtidige vidners beretninger, fortælles noget af historien bag de tyske soldater og tyske flygtninge, der døde i Nordjylland, og som ligger begravet på Sdr. Kirkegård i Aalborg. Via disse beretninger får vi et billede af de omstændigheder, der herskede i efterkrigstidens Danmark på netop det tidspunkt, hvor et uhyre stort antal flygtninge strømmede til landet og bad os om hjælp. 

Og med den barske kendsgerning i bagagen, at selvom så ufattelig mange flygtninge allerede havde måttet lade livet under den lange rejses begyndelse, så var historien langt fra slut endnu, og mange ville – alle bønner til trods – aldrig nå deres rejses mål og se deres hjemstavn igen.

I alt døde der 17.209 flygtninge under deres ophold i Danmark.