og seks prosabøger. Han var desuden en af de bedste essayister i sin generation og en fremragende oversætter af franske forfattere som René Char, Samuel Beckett og Claude Simon.

Trods denne position fik Tor Ulven aldrig nogen bred læserkreds, men forblev en forfatternes og kritikernes forfatter. Måske skyldtes det at han altid holdt sig udenfor den litterære offentligheds rampelys. Han holdt aldrig foredrag, deltog ikke i debatter og modtog litterære priser in absentia. Han gav kun ét interview i sit liv, hvor han citerer Ibsens ord at mit kald ej er at tale, kun at skrive. "Jeg er af principielle grunde interesseret i at skrive uhøflige bøger. Bøger som skaber uro, måske plager læseren. Jeg må insistere på det ubehagelige ved eksistensen i det jeg skriver. Der er allerede nok morfin i omløb."

Gravgaver. Fragmentarium, Ulvens første prosabog, regnes for hans hovedværk og vakte betydelig opmærksomhed da den udkom i 1988. Det er en gravalvorlig tekst, men gennemsyret af en galgenhumor der gør bogen til en danse macabre, en allegorisk fortælling om døden som uden skånsel fører alt menneskeligt i graven. Bogen handler om de "gaver" døden har efterladt os, som løsrevne fragmenter og bidder efter en katastrofe. Bogens sidste sætning er: "Den eksakte dato for katastrofen er kendt."

Ulvens projekt er - nærmest som en litterær arkæolog - at afdække den fortid vi bogstaveligt talt træder på, og den fortid vi bærer med os. Ligesom man kan sige at nuet nærmest opfattes som en fiktion, for det som sker er i næste øjeblik fortid. Musikken f.eks. forsvinder idet den spilles og optagelsen du hører er musikkens "gravgave" eller "genfærd". Hans litterære kirurgi er således nært knyttet til bevidstheden om alle døde og levende ting og væsners forgængelighed, deres udslettelse og undergang.

Undertitlen Fragmentarium spiller på at livet kun kan gribes i sine fragmenter. Ligesom musikken løber også livet ud i ingenting, og med en omskrivning af Heraklits metafor siger Ulven: "Du stiger ikke ned i den samme kloak to gange." Intet er identisk med noget andet, livet gentager sig aldrig, men alligevel går det paradoksalt nok i ring. Den kronologiske tidsopfattelse er brudt sammen og det fortællende subjekt er opløst. Forfatteren bliver "et videokamera af ord", men Ulven nøjes ikke med at beskrive tingenes overflade. Han trænger ind i dem, ind til det der bliver tilbage når alt det ydre er forvitret.

Uddrag fra anmeldelser:

6 stjerner (af seks mulige)
"Den afdøde norske kultforfatter Tor Ulven er med 'Gravgaver' for første gang aktuel på dansk, og det med en bog, der i tankekraft og sproglig intensitet rager langt op over gennenmsnittet. Bogen beskriver i smuk prosa livets og erindringens flyktighed." Peer S. Høgsbro, URBAN

"Ingenting hænger sammen. Men alt kan sammenlignes. Så alligevel: Der ligger gemt en kunstens protest mod livet i alle disse simulationer, en insisteren på tekstens virkelighed, der afmægtigt peger på sig selv. Patetisk er det i al nøgternhed. Og i stor skønhed." Torben Brostrøm, Information

"Dens tekster er poetiske, keramisk hårde og klingende, ind i mellem af stor skønhed. Øjeblikket fastholdt i blivende form som muslingens perle. "Gravgaver" er smal litteratur; men for den der vil give af sin knapt afmålte tid, venter en stor oplevelse, der holder længere end dyrehavstiden ud." Henrik Schovsbo, Fyens Stiftstidende

"Det er en meget dristig, meget modig og også stædig bog. Den er særdeles neurotisk, men også dybfølt og har denne selvberoende selvstændighed, som kun