Don Gabriele Mola nikkede til Sergio Bruzzone, den første i rækken, og overrakte ham bægeret. Straks efter vendte præsten sig om, vendte tilbage, placerede bægeret, der havde indeholdt vinen, kaldt Jesu blod, på alteret og tog et anden, der tilsyneladende var identisk. Han vendte tilbage til køen, der ventede på ham, og begyndte at fordele til de øvrige i et hurtigt tempo, mere som en croupier med spillekort end en præst, der havde til hensigt at udføre sine hellige pligter. Da hendes tur kom, sagde dr. Salati sit ”Amen” og modtog oblaten på sin tunge. Hun gik rundt om bænkene, satte sig igen og holdt hænderne foran ansigtet, mens hun lukkede øjnene i eftertænksomhed. Et øjeblik efter lød der et støn efterfulgt af et pludseligt brag, som gav genlyd i kirken og fik hende til brat at løfte hovedet. Larmen kom fra to bænkerækker foran hende, nemlig fra Sergio Bruzzones bænk. Alle udstødte ikke særligt beherskede skrig. Don Gabriele stoppede med alterbægeret en centimeter fra professor Scaturchios ansigt, som i mellemtiden havde vendt sig for at se, hvad der var sket.