Heksenes forsvarere er en historisk reportage, hvor dokumentariske skildringer kobles med forfatterens ræsonnementer, så resultatet er en fascinerende og tankevækkende fortælling.
I 1600-tallet blev et stort antal kvinder brændt på bålet med støtte i de gammeltestamentlige love. Det, der begyndte som en lille piges fantasier, voksede til et stort justitsmord. Men hekseprocesser er ikke bare en historisk foreteelse, det er blot den historiske scenografi, der skifter.
Guillou går løs på vedtagne sandheder. Han river den ene mytedannelse efter den anden ned. Han affærdiger teorierne om, at hekseprocesserne er klassekampbetingede eller en sammensværgelse blandt mandlige læger mod kloge koner og finder i stedet belæg for, at de blev drevet frem af præster sammen med en ophedet folkelig opinion.
Guillou viser massehysteriets mekanismer og følger sporene fra heksenes bål frem til vore dages fortrængte incesterindringer og pædofilisager, hvor psykologer og psykoterapeuter har overtaget landsbypræsternes rolle. Konklusionen er ikke opmuntrende: Tilsyneladende har vi intet lært af historien.
Studierne af kildeskrifterne indebærer også et grundskud mod de psykologer, som hævder at børn ikke kan lyve om seksuelle ting. De kunne i de i al fald i 1600-tallet og det med en fantasi, som ikke lader senere tiders fantasyforfattere og pornofilminstruktører noget efter.