En stime, der vil rime, fra Salig Henning!

Hvedekorn 1, 2025, et ganske almindeligt, fantastisk poetisk nummer, er pludselig blevet et mindenummer, et paradoksalt triumferende et, for netop afdøde Henning Mortensen, som debuterede i bladet tilbage i 1966 og til det nye nummer, efter flere års skønlitterær tavshed, bidrager med en flot fræsende serie af såkaldte ivrige digte af mildest talt livsbekræftende karakter, og bare fx dette her, en “Munter morgenopsang om duer”:

“du bør skamme dig
for hvordan kan du vågne så sur
ja i timevis gnaven
når din udsigt fra sengen
er selve
paradishaven
med det overfede duepar
der siger farvel til februar
med erotisk kurren
fra toppen af birken
nej hils foråret uden knurren
og lyt til de fjerne klokker

fra kirken
og glæd dig over
at det ikke kræver en hel
flad kursustime
at svinge fødderne og resten af
vedhænget ud af sengen
og hen til bordet for at
udsende en stime
af ord
som vil rime
og med ynde
gøre de fede duer
lidt mere
tynde”

Og pludselig læses bidragets øvrige bidrag – inklusive Simon Starlings hypnotiske masker, der illustrerer bladet – som hyldester til Mester Mortensen, og det kan de og må de sagtens, fra Harald Voetmanns virtuose oversættelse af et gammelt, anonymt engelsk smædedigt rettet mod larmende smede (“Sortsnaskede smede smurt ind i sod
slig støj om natten har næppe nogen hørt.
Sikke bøvede brøl, hvilket balder af knald!) over Nikolaj Zeuthens klarøjet syrede digtfortællinger om eksploderende kontorlandskaber til debutanten Emma Hvidbak Gouleffs små, gøglet spruttende udbrud (“OG
JAAAAA
ET
FRISKT
BENZINPUST
I
NU
LUSHER
OP
FOR
HELE
DET
DÅRLIGE
ORBIT”.

På alle de måder, plus mange flere endnu, opfører poesien sig overlegent Henning Mortensensk, i det nye nummer af det blad, hvor også han sparkede sin spire i gang.