havde! Men 30 år senere må vi erkende, at han stadig er den samme, som han var dengang. Han er stadig autistisk med alt, hvad det indebærer, og han har stadig ikke noget sprog. Så var det hele forgæves?

Når vi ser tilbage på de sidste 30 år, kan vi fortælle historien om en familie, der aldrig gav op. Vi tog alle de kampe, der skulle til, for at give vores søn det bedst mulige liv, både som barn, som ung og i voksenalderen.

Vi opnåede ting, som mange ville have sagt var umulige. Vi nægtede at lade autisme definere vores liv eller vores søn. For bag hans øjne fandt vi en glad, kærlig og helt vidunderlig dreng. Vi fandt vores søn.

Men det kom ikke uden en pris. Kunne vi leve to så forskellige liv? Og hvad gør man, når hans liv ikke ændrer sig, men ens egne håb og drømme gør?

Det hele begyndte en forårsdag i 1993. En helt almindelig lørdag, som skulle vise sig at ændre vores liv for altid. Det liv, vi havde forestillet os, forsvandt den dag, men det vidste vi ikke dengang.