har set hendes billede i en avis. ”Jeg vil altid ku’ genkende dig,” skriver han fra sin celle på dødsgangen.  Han vil gerne snakke med hende, og Eliza ser nu sin verden bryde sammen i lyset af sladderbladsjounalistik og uønsket berømthed.

Der ligger dog langt mere bag historien om Eliza og manden, der tyve år tidligere kidnappede hende og stjal hendes barndom. Pludselig dukker fortrængte spørgsmål op, og Eliza må atter engang gennemleve de frygtelige minder. Hvorfor lod han hende leve, når han slog sine andre ofre ihjel?

Nogle mennesker mener at Eliza slet ikke var noget offer, men snarere en aktiv medsammensvoren. Hvad var det præcis der skete dengang? Og hvorfor tager han kontakt til hende nu? Vil han tilstå og dermed opnå syndsforladelse? Eller er det et spil for at vise, at hun aldrig bliver fri af hans greb?

Lippmans roman er frit baseret på en virkelig forbrydelse, og det kan man fornemme – historien om en jæger og hans bytte er både ondskabsfuld og følsom.