Den danske maler Johannes Wilhjelm (1868-1938) kom vidt omkring – fra Italiens bjerglandsbyer til Nordjyllands vidtstrakte heder, men han beholdt livet igennem fodfæstet i fødeegnens lollandske muld og i den mesterlære, han modtog fra malere som P.S. Krøyer og Kristian Zahrtmann. I eftertiden blev Wilhjelm stort set glemt og har stået i skyggen af sine forbilleder.

På baggrund af et righoldigt arkiv- og kildemateriale fra museer og danske privatsamlinger fremstilles Wilhjelms livsværk for første gang i sammenhængende bogform. På den baggrund fremstår Wilhjelm som en kunstner, der nok videreførte traditionen fra den foregående generation, men som også trådte ud af dens skygge og leverede et originalt bidrag til dansk kunsthistorie med sit individuelle bud på natur- og folkelivsskildringer.