Hvordan blev man det menneske, man er i dag, og hvor meget ændrer man sig livet igennem? Det er nogle af de spørgsmål, der farer gennem hovedet, når man finder en kasse med dagbøger i kælderen.

Hvis man hvert syvende år har udskiftet de fleste celler i kroppen, hvordan kan man så overhovedet tale om at være den samme, som da man blev født, fyldte syv, 20 eller 45 år? Er det den samme person, der skammede sig over at være tyk og dårlig til jazzballet, blev forelsket for første gang, kom ind på sin drømmeuddannelse, havde et lorteparforhold, fik børn eller stod på toppen af et bjerg i Irland og drak af regnen, mens hun følte sig glad og forbundet til universet? Hvad er minder i det hele taget? Hvor sidder de? Hvorfor glemmer man noget og husker andet? Og er fortrængning nogle gange den bedste kur?

I Kære Bagklog læser Maise Njor i sine dagbøger, fra hun er 12 år, gennem teenageårene, og til hun er i begyndelsen af 30’erne. Hun begynder at skrive igen 20 år senere, da hun mister sin mor og dermed sit fodfæste. Gennem dagbøgerne leder hun efter, hvad og hvem der skaber et menneske, og hvem man skal være, når børnene flytter hjemmefra, ens far er blevet glemsom, og man er i tvivl om, hvem man selv er – præcis som da man var teenager.