depression og håb, om faren ved økofascisme, og behovet for radikale, kollektive former for omsorg. En bog om forfattere som Theis Ørntoft, Juliana Spahr, Inger Christensen med flere, om brystmælk og ejakulationer af olie. Om Peter Huttons dokumentarfilm At Sea, om problemet med Timothy Mortons teori om hyperobjektet, og problemet med det Antropocæne som begreb. En bog om langsom vold og billeder af krise, billeder i krise. Om hvordan man kommer ud af sengen om morgenen og hvorfor. Om stofskiftekrise og tre nøgleord: afbrænding, forbrænding, udbrænding. Om spørgsmålet om revolution: hvornår og i hvilken form? Men også spørgsmålet om reproduktion: Hvem laver mad, hvem passer børnene, de ældre og de syge, og hvem gør rent, hvem samler skraldet op (før revolutionen, efter revolutionen og hele tiden)? Men frem for alt en bog om, hvordan alt er blevet affald, hvordan der er affald på bunden af havet og ude i rummet, hvordan der på globalt plan produceres 11 millioner ton fast affald hver dag, og hvordan alle myrer på planeten Jorden har spor af plastik i sig. Om hvordan mennesker udskiller og udstøder forskellige former for affald, men også indoptager affald, mikroplast for eksempel, i et ondsindet, økologisk feedbackloop, og hvordan det dermed er som om, naturen tager hævn, dvs. at det kapitalistiske samfund, med et citat af Marx og Engels, mere og mere minder om troldmanden, der ikke længere er i stand til at beherske de underjordiske magter, han har manet frem. En bog, kort sagt, om hyperabjektet.