i øjet. De er ungdommelige, ja tidløse i udtrykket og har en farveglæde, der er smittende. Tom Krøjer er blevet den folkelige kunstner, han inderst inde altid har ønsket at være. Han kan leve af sin kunst, er ikke afhængig af de statslige kunstinstitutioner, han nærer en sand afsky for, og han har nået den erfaringens modenhed, der gør han i stand til at se det hele fra oven. Og så udstråler Tom Krøjers malerier en så intens glæde ved livets mangfoldighed, at man bliver noget så sjældent som i godt humør af at betragte dem.