Landsforrædernes børn beskriver et sort kapitel fra besættelsestiden og retsopgøret, som hverken historieforskningen eller vi som nation taler om, nemlig de alvorlige og langstrakte konsekvenser, som retsopgøret med de 13.521 dømte landsforrædere fik for deres børn.

Da den tyske besættelse af Danmark var forbi i maj 1945, begyndte retsopgøret med de danskere, der havde samarbejdet med tyskerne eller kæmpet på tysk side under krigen. 13.521 blev dømt og således udset til at bære den skam, det var for Danmark at blive besat og frem til 1943 som nation at have samarbejdet med tyskerne. Den skam har deres børn arvet.

Mens retsopgøret for nationen blev afslutningen på besættelsestiden, blev det startskuddet for de 27.000-42.000 landsforræderes børn til et liv som fortielse og fortrængning og med fordømmelse og repressalier på grund af deres fædres og mødres gerninger under krigen – og nationens fordømmelse af dem. Vi mangler derfor som nation at forsone os med landsforrædernes børn.

Gennem interview giver bogen en antropologisk analyse af, hvordan Danmark aktivt glemte landsforrædernes børns historie. Den er samtidig en datters forsøg på at forstå og nærme sig sin mors traume over at have en far, der var tysk soldat blandt andet under SS-division Wiking og i Schalburgkorpset.