Laura står i venteværelset og betragter et abstrakt maleri med strålende farver, der er tegnet kraftigt op imod hinanden, så de brager lydløst sammen. Eller … helt lydløst er det ikke, der er en svag baggrundsmusik af Schuberts dissonanser, måske hans 8. symfoni,den ufuldendte … ”Laura.” Det giver et sæt i hende. Hun vendersig og ser Malene Jammer stå i døren ind til konsultationen. Psykologen betragter hende med en inviterende arm ind mod det lukkede rum, der omkranser den brede stol. Laura går derind og tager plads i stolen. I en verden, hvor Livskommissionen bestemmer, hvem der er værdige til at leve – og hvor beslutninger om liv og død træffes efter kølige kalkulationer, kæmper Laura med tabet af sin søn. Derfor sendes hun til behandling for sin sorg, og vi følger hende gennem de 13 sessioner, hun har fået bevilget. Drevet af sin sorg stiller hun spørgsmål, der ikke må stilles: Hvordan var tiden før Kommissionen? Kunne man virkelig lade alle leve –selv de svage, de syge, de handicappede? Spørgsmål, der adskiller hende fra det samfund, hun er en del af.Anne-Pia Jørgensen fanger igen sin læser, denne gang med en fortælling der stiller store spørgsmål om etik og menneskets plads i et kontrolleret samfund.