de første 30 år satte store nationale og internationale begivenheder dagsordenen for brugen af barakkerne. Det skete på en dyster baggrund. De to verdenskrige udstak på vidt forskellig måde rammerne for de skæbner, der havde deres gang i Horserød. Barakkerne blev oprettet som lazaretlejr for russiske krigsfanger under 1. verdenskrig - et tiltag, som havde både humanitære aspekter og storpolitiske undertoner. I 1923 overtog Horserød Komitéen en mindre del af barakkerne, mens resten blev fjernet. Nu blev barakkerne primært anvendt som feriekoloni for børn. Perioden frem til 1940 betegnes som uskyldsårene med de nok mest tilfredse brugere i barakkernes hidtidige historie.

Med samarbejdspolitikken under besættelsen blev fængselsvæsenet mødt med et krav om at finde et egnet sted til at internere tyske politiske emigranter, og her faldt valget på Horserød. I 1941 blev emigranterne afløst af interneringen af de ledende danske kommunister; en kontroversiel handling, som har givet Horserød en ikonografisk betydning i Danmarkshistorien. Da den formelle samarbejdspolitik brød sammen i slutningen af august 1943, betød det også, at tyskerne overtog ledelsen af Horserødlejren, og lejren blev nu også en gennemgangslejr for jøder, kommunister og sabotører, som blev sendt til tyske fængsler og KZ-lejre. Fra sensommeren 1944 og frem til befrielsen blev lejren anvendt som uddannelseskaserne for underafdelinger af SS og sidst som flygtningelejr.

Efter den 5. maj 1945 skiftede Horserød ham - nu var det de såkaldte landssvigere, der blev interneret. Gradvist blev Horserød en integreret del af det ordinære danske fængselssystem, og det har fængslet været siden. På trods af alle de reformer, fængselsvæsenet har gennemgået i de sidste 70 år, er grundstrukturen i et fængsel som Horserød stadig den samme - her sidder mennesker, der er frihedsberøvet.

Bogen bygger i vid udstrækning på ikke tidligere benyttet utrykt kildemateriale, og den er rigt illustreret med både historiske fotos og nyoptagelser.