læger og sagsbehandlere alle har haft mulighed for at diskutere diffuse lidelser og den magtfulde diagnose, som står imellem borgeren og den videre sagsbehandling, herunder adgang til en række sociale ydelser. 

Forfatterne viser, hvordan rammerne for arbejdet udstikker nogle ganske særlige betingelser for denne svære målgruppe. Det er rammer, som blandt andet bevirker, at sagsbehandlere og læger bytter roller i deres møde med klienten/patienten, hvor sagsbehandlere opererer med et langt snævrere sygdomsbegreb, end læger gør. 

Forfatterne viser en særskilt interesse for, hvordan sygdom defineres og hvilke roller diagnoser og køn har for denne definition. 

Derudover fremanalyserer forfatterne tre almindelige klientstrategier, som formentlig vil kunne genkendes i store dele af vores velfærdssystem.