I den katolske tradition er Jesu mor, Maria, nådens midlerinde og kirkens fortaler for Gud. Overtager Maria med denne rolle Helligåndens plads i den katolske teologi? Spørgsmålet er relevant, fordi Vestens Maria-dyrkelse og Maria-spekulationer er vokset i takt med Helligåndstænkningens nedtoning. Med udgangspunkt i udvalgte nyere katolske Maria-tekster, hvoraf flere er ukendte i en nordeuropæisk sammenhæng, præsenterer og analyserer denne bog en række vidt forskellige forestillinger om forholdet mellem Maria og Helligånden: folkefromhedens, paveembedets og universitetsteologiens Maria. Det påvises, at der i nyere katolsk Maria-lære, med ganske få undtagelser, er en tendens til at præcisere, at Marias gerning i og for kirken ikke er en forudsætning for Helligåndens virke, men at Helligåndens kraft derimod er en forudsætning for Marias handlinger. Tendensen er så karakteristisk, at man i de senere år ligefrem kan tale om fremkomsten af en "pneumatologisk mariologi". Endelig sætter bogen den nyere katolske mariologi over for Martin Luthers Maria-brug, og fremlægger den næsten ukendte dialog mellem katolikker og protestanter omkring Marias frelseshistoriske rolle. Maria og Helligånden er en revideret udgave af forfatterens ph.d.-afhandling Maria og nåden fra 1998.