hovedpointen, at mistrivsel ikke er et individuelt problem, men derimod mange familiers erfaring – også blandt i øvrigt privilegerede familier – og alles opgave. Som hun skriver: ”Det er som om, at det er ude af mine hænder, om det bliver mine eller nogle andres børn, der skal indgå i mistrivselsstatistikkerne.”

Dea Seidenfaden fremlægger fem megatendenser som synderne. Tilsammen udgør de et krydspres, som rammer børn, unge og familier, skoler – ja hele samfundet hårdt. Samlet set gør de, at det på nogle måder var bedre for unge at leve i skyggen af Den Kolde Krig og oliekrisen, end at være ung i tagselvbordet af lange uddannelser, selvbestemmelse og en hidtil uset lav arbejdsløshed.

Mysteriet om unges mistrivsel bygger på Dea Seidenfadens praktiske erfaring og fortolkning af andres forskning. Hun tager pointer fra forskellige discipliner, ser nye mønstre og peger på en vej frem.