Den stramme form udtrykker et videnskabeligt ideal: forfatteren ønsker, med hans egne ord, at fremstille den nordiske teologi som ”et i sig selv hvilende betydningsunivers hvor hver enkelt del forklares af det hele og det hele af hver enkelt del”. Vægten ligger derfor på de prægnante detaljer der tillader en rekonstruktion af den helhed, som overleveringen kun har bevaret mere eller mindre tilfældige brudstykker af.                 

Nordisk Teologi er dermed en øvelse i den komparative mytologi, som overfører sprogvidenskabens metoder på religionen og kulturen i det hele taget. Forfatteren vedkender sig sin gæld til de franske forskere Georges Dumézil og Jean Haudry, men går også i dialog med danske arkæologer som Jørgen Jensen og Flemming Kaul, i bevidst opposition til enhver form for ”fagidioti” der kun hæmmer erkendelsen.