Det er sporet fra de to sidstnævnte, forfatteren følger i den nye novellesamling, Her er vi så nu. Her har vi atten korte historier, hvoraf langt de fleste foregår i Danmark her og nu, atten historier, som hver især rummer stof nok til mindst én roman, men her holder sig inden for ganske få sider. Et af de gennemgående motiver er familieliv, ikke mindst forholdet mellem børn og voksne, forhold, hvor voksne ikke rigtig vil være voksne og påtage sig det ansvar, der hører det til, og børn ikke rigtig får lov til at være børn, men trækkes ind i deres forældres verden og dens konflikter og dilemmaer, fx i den første novelle, ''Voksne mennesker kan godt tale om sex'', underforstået med deres børn, hvilket den kvindelige fortæller er ganske uenig med sin mor om: Hun ønsker ikke at blive delagtiggjort i hendes bevæggrunde for i sin tid at lade sig skille. Og vi hører om fællesskab og fællesskabs ophør i familiens kreds. Vi hører om ægteskab og skilsmisse, om svigt og trætte rutiner, om nye passioner, om, hvordan familien i mange år kan opfylde fundamentale behov i et menneskes liv, men pludselig kan opfattes som en spændetrøje, som man kun kan befri sig fra ved at bryde med den. Det er yderst nøgternt beskrevet. Men det er historier, der, hvor korte de end er, holder deres læser fast.