Bogen handler om en atlanterhavsoverfart fra Italien til Sydamerika i 1884 med 1600 italienske udvandrere om bord.

Forfatteren er selv med på skibet og samler sine skarpe og vittige observationer i en fortælling, der beskriver både de fattige udvandreres kummerlige forhold i datidens Italien og deres desperate håb om et bedre liv i den nye verden.

De var en del af den masseudvandring, der i årene 1880 til 1930 sendte 17 millioner italienere udenlands. På den tre uger lange skibsrejse oplever udvandrerne både barnefødsler og begravelser i åben sø, samt Atlanterhavets voldsomme storme, der næsten brækker dampskibet i to.

Bogen giver et sjældent indblik i den italienske emigrationshistories mindre kendte sider og er ikke en forherligelse af udvandrernes håb og drømme, som de ofte fremstilles.