Mens jeg gik fra den ene spøgelses-café til den næste, så jeg stadig Olimpia for mig og tænkte på dens klagende ord. ”Olimpia bange,” havde den sagt. ”Olimpia bange.” Men hvad kunne en robot vide om angst? Hvad kendte den til uro og frygt? Måtte man ikke være et menneske for at have disse følelser? Krævede de ikke virkeligt kød og blod? Jeg tog mig usikkert til panden og tørrede med håndfladen et par sveddråber væk. Hvor gerne jeg end ville, fandt jeg det vanskeligt at fælde en dom. I grunden vidste jeg intet om, hvilke følelser den kunne tænkes at have. Måske kunstigt liv også kunne frygte for sin eksistens? Måske Olimpia virkelig var bange?