fred og nødforsyninger til civilbefolkningen, velvidende at det kunne koste liv og førlighed.
De sagde ja til opgaven i forvisning om at deres bagland, de danske politikere og forsvarets ledelse, havde gjort et grundigt forarbejde og tog deres ansvar lige så højtideligt, som soldaterne gjorde.
Ingen tvivlede på, at såfremt noget gik galt, ville der være hjælp og støtte at hente.

Historien viser noget andet.
”Denne beretning er min virkelighed. Den er mine kammeraters virkelighed.
Den er Danmarkshistorie!
Vi blev sendt afsted, som de første danske soldater i krig siden 1864, af politikere og en hær, der på mange måder var lige så dårligt forberedt som dengang.
Af et samfund, der var lige så dårligt forberedt som i 1864 på at tage imod os igen, når vi kom hjem.”