af en mor, der reciterer ”Guldhornene” imens, for ”børn skal fødes med rim”. Men den lille Boller kommer flere vers tidligere, end de fire større søskende meldte deres ankomst, og da hverken moren eller jordemoren opdager det lille, for tidligt fødte gny, tilbringer han livets første minut i en pyt af barselsvæsker, hvor han får øjnene op for livets store sammenhæng – den mellem føde og at føde.

De ni måneder, der gik forud for denne opdagelse, tilbragte den gryende Boller i livmoderens billedgalleri, hvor den aborterede søsters væv endnu hang på væggene. Samme søster opdagede Boller et par år senere i kælderen i skolemesterboligen, gemt væk i et henkogningsglas med påskriften ”Syltet græskar”. Det var, som om det lille gelé-væsen sendte ham små fingerkys. Rædselsslagen besvimede Boller og søgte resten af barndommen tilflugt i alt fra våde havfruedrømme til en tungeløs enkes franske køkken. Imens fremsagde moren tyske digte, og faren holdt sit lille skolemestermissilforsvar af spidsede blyanter klar til krig mod uduelige ungers elendige retstavning.

”Røde hunde gør ikke” er perlende, rørende, fabulerende barndomserindringer.

POUL JOACHIM STENDER (1956) er præst og har provokeret med sin smag for det sanselige, både da han tog 500 kroner i entre til en skærtorsdagsgudstjeneste med nadvermåltid af Claus Meyer, og da han udgav sexbogen ”Med Gud i sengen”. Med ”Røde hunde gør ikke” springer han ud som fuldbåren, folkelig erindringsforfatter.