Der laves og sælges mange kogebøger i dag. Og mange sluger dem i nærmest rå mængder. Men kogebogslitteraturens blomstring sker samtidig med, at vi i praksis slækker på måltidet. Det er om denne udvikling Johannes Andersens bog handler. Og forsøger at stoppe op, først og fremmest ved at argumentere for, at måltidet er vigtigt. Ikke bare for dem, der skal spise, men også for familien, for venskaber og for et demokratisk samfund.
Bogen starter med en fortælling om livet på landet i gamle dage. Om slagtning af en gris og om det efterfølgende måltid. Et måltid, som forfatteren sammen med sin lillebror nød i fulde drag. Både fordi maden smagte fantastisk, og fordi de uden ord lærte om vigtige fællesskaber og samtidig fik mulighed for at erfare, hvordan de selv var en del af dem.
Måltidet er en vigtig institution i et moderne, demokratisk samfund. Det er en mulighed for at overskride spisningens basale egoistiske karakter. Vi skal alle spise for at leve. Men i fællesskabet omkring måltidet kan vi minimere spisningens egoistiske karakter. Med måltidet har vi mulighed for at demonstrere, at vi er civiliserede mennesker. Og med måltidet har vi mulighed for at demonstrere, at vi anerkender hinanden i et socialt fællesskab. Desværre udfordres og undergraves måltidet som fælles aktivitet og som stedet for den gode mad. Det sker pga. medier, fødevareindustri og moderne livsformer, som gør, at travle mennesker lige snupper lidt mad af tvivlsom karakter i forbifarten. Så selv om vi alle sætter stor pris på det fælles måltid, ikke mindst om aftenen, så udfordres det af hverdagens praktiske gøremål og af individuelle prioriteringer.
Bogens kapitler: 1. Snaps og frikadeller 2. Måltidet mellem egoisme og fællesskab 3. Måltidet – nærmest en kærlighedserklæring 4. Magten over bordet 5. Sidder der med skærmen 6. Mad uden respekt 7. Livsformer omkring bordet 8. Måltidet og den demokratiske dannelse 9. Når måltidet bliver politisk.
Pragtfuldt og underfundigt illustreret.