Man fornemmer havet i sproget – en evne til at skabe rum, der når helt tæt på og alligevel føles større og længere væk. Digtene er utroligt tætte, finder sprog for det sprogløse og afsøger sig selv i simple elementer: han, hun, natur, kroppe, nattelys, hav, sne. Digtet bliver en slags mulighed for eksistens: »Han gør alt til et digt/for at kunne være/her«. Der er skrift overalt, inskriptioner, hænder, fingre. Og hvem kan stå for formuleringer som »Min ro/er verdens største /oprør«. Eller: »at lytte er at se/uden horisont«.

Kevin Japsen (f. 1979) debuterede i 2013 med ungdomsromanen Blå øjne. Han har i en årrække skrevet og debatteret lyrik.