Hvad indebærer det at sætte lighedstegn mellem liv og fortælling? Hvilke idealer omgærder tilværelsens sidste kapitel? Og er det altid muligt – og hensigtsmæssigt – at forfatte en blid, forløsende forsvinden ud i den gode nat?

Sidste punktum belyser livsafslutningsromanens livtag med refleksioner som disse og dermed romanformens ambivalente dialog med dominerende kulturelle forestillinger om de sidste leveår og den gode (livsaf)slutning.

De karakteristika gør livsafslutningsromanen til litteratur til tiden i et aldrende samfund, hvor flere og flere lever længere og længere, men ingen vil være gamle, og hvor endelighedens eksistentielle vilkår i stigende grad udgrænses.