han ringer på mig. Jeg leger stille lege. Sætter mig i gæstestolen ved hans seng for at holde ham ved selskab uden at strikke, for strikkepinde larmer altså! Vasker hans fødder. Og selvfølgelig lægger jeg øre til hans barndoms heltegerninger. Han kan ingen ting bortset fra at udstede ordrer. ”Måske bliver far rask!”, siger min mor, der plejer ham og behandler hans patienter på ”Klinikken i Hafniahus”. Min fars behov for at være uhelbredeligt syg lammer hele familien. Da krisen kradser, dør han ikke, den katolske præst tilkaldes, og min far konverterer. Jeg hører til blandt ungerne i Hafniahus, men det er min far, katolsk, synd, skyld og skam der fylder allermest.

Bornholm fik en anden skæbne end det øvrige Danmark, da Anden Verdenskrig sluttede. Man ”glemte” Bornholm. Øen blev bombet og derefter besat af russiske styrker i elleve måneder. Ingen vidste om russerne ville blive eller rejse. Det blev til et stykke dansk historie, der ligesom min barndoms vilkår, satte sit aftryk på mig til langt ud over krigens fem-seks onde år. Ikke alle bornholmere sætter lys i vinduerne d. 5 maj, som er den dag, Christiansborg glemte alt om øen i søen.